Integration - det umuliges kunst af forstander Steen Allan Christensen

Integration – det umuliges kunst?
af forstander Steen Allan Christensen forstander på K.I.S.S. Sprogcenter, København
Kronik i Jyllandsposten 1.10. 2005

Politik siges at være det muliges kunst. Men så må integrationen jo være en umulig opgave. For efter 30 års indsats og udgifter i multimilliardklassen kaldes den manglende integration stadig tidens største samfundsmæssige problem (JP 17.9.).

Selv Dansk Industri, som ellers går ind for en green-card ordning for endnu mere udenlandsk arbejdskraft, sætter bedre integration som punkt på deres dagsorden. Her betyder integration dog kun integration på arbejdsmarkedet – fortrinsvis på engelsk.

Noget er åbenbart ikke lykkedes. Kunne det mon være, fordi danskundervisningens betydning for integrationen aldrig er blevet erkendt?

En helt frisk rapport fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) prøver at måle forskellene i danskundervisningens effektivitet rundt omkring, men bidrager desværre mere til at tilsløre end til at afdække problemerne. Ikke desto mindre er det dansk, det skal dreje sig om her.

Man må konstatere, at de holdninger og den indsats, der har været omkring integrationen indtil nu, ikke har været hensigtsmæssige. 32 år efter indvandringsstoppet i 1973, og efter vi har brugt masser af milliarder, så taler arbejdsløshed, dårligt dansk, parallelsamfund og ungdomsproblemer af forskellig art alligevel deres tydelige sprog. Er integrationen faktisk en umulig opgave?

Lad os nøjes med at sige, at den er vanskelig, og at en løsning i givet fald kræver et opgør med en hel del gamle – og stadig aktive – holdninger, for eksempel at arbejde fører til integration. Det er en bekvem myte, at arbejde er lig med integration og at dansk lærer man bedst på arbejdspladsen. Var det måske det, der skete i sin tid for det store flertal af fremmedarbejderne?

Hvad er integration så? Det er der mange meninger om. Pointen er, at uanset hvad man forstår ved integration – det modsatte af splittelse – så er gode færdigheder udi det danske sprog en forudsætning for stort set al integration i Danmark.

Når det handler om arbejde, samarbejde, uddannelse, efteruddannelse, teams, socialt samvær eller naboskab, forældre/skolesamarbejde, forældrerollen generelt, de politiske forhold og traditioner – i det hele taget forståelse af og for dansk kultur på forskellige områder, inklusive dansk humor – ja, så er alt dette og mere til kun for alvor muligt, når man kan dansk. Dansk er simpelt hen en nødvendig – om end ikke tilstrækkelig – forudsætning for integration.

Derfor bør samfundet satse på danskundervisning. Vi bevæger os ind i et videnssamfund med mangel på kvalificeret arbejdskraft, så politikerne må helt konkret sikre sig, at de mennesker, der vil blive i Danmark, også lærer ordentligt dansk – i hvert fald de, som på nogen mulig måde kan. Både for deres egen, deres børns og for vores skyld.

Det har man ikke sikret sig før, og det er måske den største og mest kostbare politiske undladelsessynd i dette land i de sidste 30 år. Politikerne har hældt milliarder af kroner i danskundervisningen, men de har ikke fulgt op på, hvad de fik for pengene. De må have stolet blindt på ekspertisen på universiteterne og Danmarks Pædagogiske Universitet, hvis tilgang til danskundervisning i vidt omfang synes at være som dengang omkring 1970, da den lilla ble dalede ned over den danske undervisningsverden, og hvor udenadslære, repetition og godt, gammeldags terperi blev kastet ud med badevandet.

Det nærmeste, man hidtil er kommet et forsøg på en evaluering af danskundervisningen, er AKF’s digre, nærmest ulæselige og desværre totalt ubrugelige rapport med sin rangordning af sprogcentrene efter effektivitet. Effektiviteten måles ud fra kursisternes hastighed op igennem klassetrinnene, men da sprogcentrene erfaringsmæssigt bruger vidt forskellige kriterier for oprykning, selv efter indførelse af test, er en sådan måling naturligvis temmelig meningsløs.

Jeg er vist den, der bedst kan tillade sig at kritisere rapporten, eftersom K.I.S.S. kommer ind som nummer 1 blandt de 49 sprogcentre. Den indeholder i øvrigt også en sekundær rangordning, hvor dels kursisttype, dels fraværsprocent er indregnet. Hér ryger K.I.S.S. helt ned på en femteplads i effektivitet, bl.a. fordi skolen har ekstremt lavt fravær. Logikken (eller manglen på samme) er, at når kursisterne møder hver gang, behøver undervisningen jo ikke at være så effektiv!

AKF’s undersøgelse er lavet før det nuværende system med 6 moduler og tilhørende modultests, men det gør ingen forskel. Før målte man undervisningsforløbet i trin og niveauer, nu måler man i moduler. Men i kilometer eller mil – der er stadig lige langt til Korsør. Og desværre er de modultests, som burde være de sikre kilometersten på kursistens vej igennem forløbet, koblet sammen med skolernes økonomi. Bestået modultest udløser penge til skolen. Forståeligt nok er mange testbeviser derfor ikke det papir værd, de er skrevet på. Det kan kursisten ikke være tjent med.

De skiftende lovgivninger har aldrig sikret kvaliteten. Hvad med udtaleundervisningen? Man har ikke lagt op til evalueringer eller undersøgelse af, hvad der virkede, rent pædagogisk. Et tilløb for et par år siden er løbet ud i sandet. Man har ikke undersøgt, hvor grænserne går for, hvad det faktisk er muligt at lære. Man har ikke indbygget en sikring af, at kursisterne rent faktisk lærte ordentligt dansk. Og politisk behandling af emnet har for det meste drejet sig om, hvordan man bedst kunne tvinge indvandrerne til at følge en undervisning, som de helst ville undgå.

Bureaukratiet er vokset i takt med stadig nye krav om indberetninger til kommune og integrationsministerium. Et edb-indberetningssystem af fuldblods Amanda-type, konstant svulmende i takt med udviklingen af nye faciliteter, der heller ikke fungerede, konstant forbrugende næsten to fuldtidsstillinger på skolen og omsider blomstrende som en anden agave med ovennævnte AKF-rapport. Der er tale om et ekstremt forbrug af ressourcer, som på ingen måde har bidraget til højnelse af kvaliteten af undervisningen eller sikring af resultater, kun til tom kontrol. Og nu skal vi så have et nyt system.

Kassetænkningen blomstrer til gengæld konstant. I København fx koster danskundervisningen af voksne udlændinge næsten 100 millioner om året, som staten betaler og kommunen administrerer. Samtidig er der intet incitament overhovedet for de københavnske sprogcentre til at satse på kvalitet og på hurtig gennemførelse, tværtimod, eftersom dette ville koste kommunen penge, hhv. reducere dens overskud på ordningen. Hvis et sprogcenter alligevel satser på kvalitet og effektivitet, hvilket burde være sprogcentrets samfundsmæssige opgave, risikerer det at gå konkurs, eftersom tilskuddet fra kommunen til sprogcenteret bliver nedsat i takt med effektiviteten.

Alt i alt skal man altså ikke undre sig over, at danskundervisningen – og dermed hele integrationen – har trange kår, og at sprogcentrene ikke har meget overskud, økonomisk eller mentalt, til at udvikle undervisningen, hvilket pinedød er nødvendigt, ikke mindst i forhold til de svageste kursister.

Men sådan sikrer man ikke, at udlændingene lærer dansk! Sådan reducerer man ikke de sociale udgifter. Sådan får man ikke udlændingene ind på arbejdsmarkedet, hverken de kortuddannede eller de veluddannede, hvoraf hver fjerde nu kører taxa eller lignende. Sådan udvikler man ikke et videnssamfund. Sådan hjælper man ikke forældre til at blive relevante rollemodeller, som kan fortælle deres børn, hvad der er rigtigt eller forkert.  Sådan forbereder man sig ikke på et samfund, hvor der vil blive mangel på kvalificeret arbejdskraft. Sådan effektiviserer man ikke danskundervisningen. Sådan fremmer man ikke forståelsen. Sådan skaber man ikke integration.

Hvad skal politikerne så gøre? De skal forstå, at integration af udlændinge først og fremmest kræver dansk. Og det gælder – med venlig hilsen til Dansk Industri – også dem, der kommer på green-card. Det vil i øvrigt også bidrage til at holde dem fast i Danmark.

Dernæst skal politikerne forlange resultater. Og bede om at få disse dokumenteret af uafhængige analyseinstanser. De skal forlange, at udlændingene lærer dansk, og de skal ganske kompromisløst (ikke noget med det muliges kunst!) gå efter årsagerne, når det ikke sker, fx ved hjælp af et uafhængigt konsulentfirma. Og finansieringen af undervisningen bør foregå uden om kommunerne.

Integrationen har længe nok været det umuliges kunst, forbeholdt de få.

Levitra anmeldelser Det har blitt sagt mange gode ting, men ikke noe en gang de var hyggelig. Levitra vs Viagra gitt kampen startet, men bare kunne ikke noen bestemme.