Dansk udtale af forstander Steen Allan Christensen

Dansk udtale
af Steen Allan Christensen, forstander på K.I.S.S. Sprogcenter
IA Festskrift ”Nye traditioner” 15.10.01

Er den danske udtale svær at lære, eller er den bare svær at undervise i?

Barrieren

Indvandrernes sprogvanskeligheder nævnes i den ene rapport efter den anden som en væsentlig bar-riere i forhold til deres integration på arbejdsmarkedet. De fleste danskere har efterhånden også per-sonlige erfaringer med mange indvandreres besværlige eller ligefrem uforståelige dansk. Det er især udtalen, der opleves som problematisk. Samtidig bruges der alene i Københavns kommune ca. 100 mio. kr. om året på danskundervisning; på landsplan meget, meget mere. Men hvad er problemet?

Det fælles problem

Problemet er først og fremmest, at opgaven med at undervise de nye medborgere i dansk er grundlæggende forskellig fra al anden sprogundervisning. Dansk adskiller sig nemlig på nogle måder, først og fremmest omkring udtalen, afgørende fra andre europæiske sprog. Det betyder, at man ikke bare kan bygge videre på erfaringerne fra fremmedsprogsundervisningen på universitetet, i gymnasiet, i folkeskolen og i folkeoplysningen. For eksempel er den traditionelle fonetik, læren om sprogets lydside, selv i sin danske udformning aldeles uegnet til undervisning i dansk udtale. Der er også ting, der gør, at man skal lytte til dansk på en anden måde end til andre sprog. Jeg skal komme tilbage til det helt særlige ved dansk og her blot nævne, at de fleste udlændinge kender denne situation: De lytter meget koncentreret og indgående til et ord, flere gange, og siger så præcis det, de hørte. Alligevel er det noget andet, der kommer ud, og de kan ikke forstå hvorfor. De sagde jo præcis, hvad de hørte!

Behov for afklaring – vi må kende vores materialer

Mange vigtige ting omkring danskundervisningen trænger til afklaring, for eksempel:

Hvorfor er det vigtigt at tale godt dansk?

Hvor vigtigt er det med en god udtale?

Hvad er i det hele taget en god udtale?

Hvilken fonetisk beskrivelse af elementerne i det danske sprogs lydside er hensigtsmæssig?

Ikke mindst det sidste bør afklares, for man bør naturligvis kende sine materialer. At vide til bunds, hvad det er man arbejder med, er jo selve grundlaget for professionelt arbejde. Ingen snedker, maler eller guldsmed ville kunne arbejde ordentligt - eller for den slags skyld have lærlinge - uden at have et indgående kendskab til sine materialer.

Hvorfor er det vigtigt at tale godt dansk?

Nogle ganske gode grunde
Et godt dansk er en af de vigtigste forudsætninger for at kunne komme i arbejde og forsørge sig selv, men man lærer ikke dansk kun for at komme i arbejde. Det er også

1. for i sin egen og i samfundets interesse at kunne få et arbejde, der svarer til ens kvalifikationer

2. for at kunne deltage i den nødvendige efter- og videreuddannelse

3. for at kunne trives med dansk arbejdspladskultur, så at man også kan beholde sit arbejde

4. for at kunne tage stilling til og deltage i den kultur, som omgiver én

5.  for at kunne deltage kvalificeret i de demokratiske processer

6. for bedre at kunne blive respekteret og accepteret af sine danske naboer

7. for at kunne kende og forstå det samfund, som man skal opdrage sine børn til at leve i

8. osv. osv.

Kort sagt er et godt dansk en forudsætning for, at man kan få lov at bidrage positivt til det danske samfund. Dårligt dansk, ikke mindst en dårlig udtale, afskærer én fra kontakt med det danske samfund, arbejdsmæssigt, politisk og privat.

Godt dansk er desuden vigtigt i lyset af den internationalisering, som er i gang og accelererende såvel udefra som indefra, hvad enten vi finder det ønskeligt eller ej. Det danske sprog er selve fundamentet for det, de fleste i dag forstår ved dansk kultur. I det omfang fundamentet får lov at smuldre, vil samfundets bygning slå revner.

Isolation – ikke integration!
Selv om en indvandrer kan være nok så god til at forstå eller skrive dansk, er en god udtale den side af det danske sprog, uden hvilken det for det meste kan være det samme med de øvrige dansksproglige kompetencer. Hvis man på grund af udtalen alligevel ikke kan forstå eller gider høre på, hvad én siger, er det jo ligemeget, om han taler grammatisk korrekt. Udtalen er også det visitkort, en indvandrer holder frem foran sig, når han træder ind ad døren til en jobsamtale.

For en dansker er det desuden et spørgsmål om at føle sig tryg. I forvejen afkoder vi ubevidst hinandens stemmer, ligesom kropssproget, når vi mødes første gang. Vi er vant til lynhurtigt - ubevidst - at tolke sprog og kropssprog og drage konklusioner om, hvordan den anden er. Det kan vi ikke over for en person med dårlig udtale, og det giver en utryghed. Desuden inviterer en dårlig udtale til fordomme - den anden kan let blive opfattet som lidt mindre klog.

En dårlig udtale gør det også sværere at få danske venner. En god ven er jo en person, som man kan sidde og snakke med i timevis. Hvem vil så vælge en person med dårlig udtale til sin gode ven? Og senere tage ham med rundt til andre danskere? En dårlig udtale er anstrengende og dermed en opskrift på isolation, ikke på integration.

Hvad er en god udtale? Støj på linien

En god udtale er en udtale, som ikke trækker opmærksomheden væk fra det, der tales om. Der er ikke støj på linien. Men en god udtale er desværre ikke et mål, der kan defineres klart. I stedet må man først definere og siden optimere de delprocesser eller delelementer i udtaleundervisningen, som bedst leder frem i retning af den bedst mulige udtale. Man må fokusere på processen i stedet for på produktet.

Undervisning eller sprogpolitik?
Man må naturligvis først beslutte sig for en bestemt udtalenorm. Dette er ikke uproblematisk:

Det er langt lettere at undervise i en tydelig læseudtale end i den naturlige, flydende talesprogsnorm med afsnuppede endelser (hvor man siger os i stedet for også, ik i stedet for ikke etc.). Det betyder, at mange undervisere vælger den tydeligt udtalte norm med alle endelser i stedet for den naturlige.

De færreste danskere - inklusive mange danskundervisere - ved, hvordan de udtaler deres eget sprog, når de taler flydende uden at tænke over det. De tror, at de taler meget tydeligere, end de faktisk gør. 

Mange danskere (og undervisere) har helt forkerte forestillinger om, hvad der er pænt og mindre pænt (fx lavkøbenhavnsk) sprog. De ved ikke, at selv dronning Margrethe ofte siger sku, ku, ik og or i stedet for kunne, skulle, ikke og at, når hun fx bliver interviewet og taler frit.

Der kan være forskellige opfattelser mht., om kursisterne skal lære den tydelige udtale først og den naturlige senere, eller omvendt.

Der kan være forskellige opfattelser mht., om kursisterne skal lære at tale med det danske stød eller ej (stød er forskellen i stemmen, når man fx siger mand og man. Mand udtales med stød).

Usikkerhed omkring, hvad det egentlig er for et dansk, man skal undervise i, herunder evt. forskellige opfattelser inden for samme sprogcenter, vanskeliggør naturligvis opgaven. Da valget af norm er helt afgørende for kursistens udvikling af evne til at forstå det dansk, som folk faktisk taler det meste af tiden - nemlig det hurtige, flydende - er det utrolig vigtigt, hvilken norm man vælger.

Hvordan kan man undervise i dansk udtale? Et bud på, hvad der virker

Følgende strategi er gennem mange år afprøvet på spor 3-kursister (dem med en længere skole- eller uddannelsesbaggrund), men principperne vil givetvis med passende justeringer kunne overføres til spor 1 og spor 2. Fremstillingen er af pladshensyn meget kortfattet og vil derfor nok virke meget kategorisk:

1.  Den udtalenorm, der vælges, er det mest naturlige, flydende udtalte talesprog. Det drejer sig nemlig her ikke om at drive sprogpolitik, men om at lære kursisterne at tale og forstå det sprog, danskerne faktisk taler. I praksis arbejdes der med konsekvent afsnupning af alle svage endelser: ik, os, kon, ku (ikke, også, kone, kunne) etc. ”Det er ikke” bliver til dek.  Erfaringen viser, at hvis kursisterne lærer den tydelige læseudtale (med alle endelserne) i klassen, slipper halvdelen af dem aldrig af med den senere. Hvis de derimod lærer den hurtige udtale først, kan de sagtens gå den anden vej senere og tale tydeligt, når der er brug for det.

Valget af den hurtige udtalenorm er samtidig den bedste genvej til det, mange indvandrere selv oplever som et stort problem - rent lydligt at kunne opfatte almindeligt, flydende dansk talesprog. Det er, fordi flydende dansk talesprog nærmest er et telegramsprog: alt det uvigtige er skåret væk eller reduceret.

 

2.  Der undervises konsekvent i det danske stød. - Accepterer underviseren en udtale uden stød, hvor der bør være stød, kan kursisten normalt godt høre, at der er noget galt, men bare ikke hvad det er. Kursisten oplever så, at underviseren ikke er kvalificeret, eller at underviseren ikke tager udtalen alvorligt. Det sidste gør kursisten så heller ikke. Desuden kan det manglende stød påvirke udtalen af andre dele af det pågældende ord, så at resultatet bliver generel usikkerhed. Alt i alt er det ret begrænsede resultater, man kan opnå i sin udtaleundervisning, hvis man ikke tager stødet med. Det er et enten/eller.

 

3.  Forudsætningen for at kunne undervise i stød er en meget indgående undervisning i sætningsrytme, eftersom stødet i høj grad styres af sætningsrytmen.  Den danske sætningsrytme er horisontal, skiftende mellem hurtig bevægelse og pauser. Den følger et princip, som er lige så regelmæssigt og enkelt som nodesystemet, faktisk endnu enklere. Sætningens betydning, sætningsrytmen og stødplaceringen er indbyrdes afhængige i et samlet system, som i en pædagogisk sammenhæng er talesprogets måske vigtigste grundstruktur. Det rytmiske system i dansk betyder desuden, at man skal lytte til dansk på en anden måde - mere distanceret - end man skal lytte til andre sprog. Igen en forskel mellem dansk og andre sprog.

 

4.  Begrebet tryk bandlyses og afløses af udtryk som fx hvilepunkt, pausepunkt el.lign., eftersom stød og tryk er diametralt modsatte fænomener - stød betyder mindre luft, mindre energi, tryk betyder mere luft, mere energi. Inden for det enkelte, længere ord kan man tale om vægt, energi eller balance.

 

5.  Der gives en alternativ model af vokalers og konsonanters natur og funktion. Meget kort sagt er vokalerne lydelementerne (en basistone fra struben formes i munden) og konsonanterne er kun mundpositioner/blokeringer før og efter en vokal. Blokeringerne har til formål at give vokalen en klar eller karakteristisk begyndelse og afslutning. 

 

6.  Stød er en særlig måde at producere den basistone på, som kommer fra struben. Når lufttrykket bliver lavt nok, begynder stemmelæberne at flappe mod hinanden. Stød kan beskrives som 2-4 sådanne flap, normalt afsluttet i lukket position. Denne stød-basistone (mere støj end stemme) formes i munden til de forskellige vokaler, på samme måde som den  normale basistone. Da stød blot er den nævnte, særlige måde at producere basistonen på, kan der således pr. definition kun være stød på vokal. Arbejder man med en forklaringsmodel, som omfatter, at der godt kan være stød på konsonant - dvs. hvis man bruger den normale, danske fonetik, uanset om denne er videnskabeligt korrekt eller ej - kan man faktisk lige så godt lade være med at prøve at undervise i stød.

 

7.  I udtaleundervisningen er det konsonanterne, der er problemet, ikke vokalerne, som de fleste tror. Den konsonant, som følger efter en vokal med stød, er stum, fx n i mand. Man kan imidlertid godt høre den, idet n-positionen forberedes under udtalen af a-et, hvilket giver a-et en særlig klang. Dette narrer kursisten til at udtale n, hvorved han ikke får lavet stød og ender med udtalen: man. Det helt centrale, kritiske punkt i dansk udtale er adskillelsen mellem stødvokalen og den følgende konsonant, som ikke må udtales. Man skal lande på vokalen med stød-basistone og blot ”markere” eller mime konsonanten, fx sto(l). Det helt særlige for dansk er her, at man for at udtale rigtigt ikke må udtale det, man rent faktisk hører.

 

8. En god udtale skal ikke kun læres, den skal også trænes. Selve indlæringen og instruktionerne foregår på det bevidste plan, og skal være meget præcis og grundig omkring hvert enkelt element (vokal og konsonant), før en egentlig træning skal finde sted - for at undgå at træne det forkerte. Kun folk med et meget fint sprogøre (en medfødt, ubevidst kompetence) kan klare sig uden en sådan præcis instruktion.

Danskundervisning har dermed mange lighedspunkter med musikundervisning, hvis man vil frem til et højt teknisk niveau på instrumentet. Også der skal de rigtige teknikker indøves grundigt fra begyndelsen - selv om det måske ikke altid er det sjoveste.

 

 9. I danskundervisningen bør udtaleundervisningen vægtes ekstremt højt. Der er tale om et enten/eller. Hvis kursisten ikke får udtalen rigtigt på plads fra begyndelsen, er løbet kørt, eller også skal der senere bruges meget store ressourcer på at rette op på de forkerte sprogvaner. Hvis dansk skal læres godt, skal især udtalen læres hurtigt og rigtigt fra starten, så at de forkerte udtalevaner ikke får lov til at opstå eller sætte sig fast. Også herved adskiller dansk sig fra andre sprog, hvor man kan tage det mere roligt hen ad vejen.

 

Hvilket dansk læres bedst på arbejdspladsen?

Forskelsbehandling er sund fornuft

Kursister er forskellige. Selv om man på sprogcentrene inddeler dem i spor 1-kursister (analfabeter), spor 2-kursister (med kort skolebaggrund) og spor 3-kursister (med længere skole- eller uddannelsesbaggrund), synes der at være en voksende forståelse for, at indvandrerne ligesom andre mennesker er individer med vidt forskellige personlige forudsætninger, behov, indlæringsstrategier og muligheder, også inden for det enkelte spor. Blandt andet derfor opretholder man i København syv meget forskellige sprogcentre med forskellige målgrupper, forskellige metoder, forskellig kultur - samt i øvrigt med lidt konstruktiv, indbyrdes konkurrence, der holder sprogcentrene oppe på dupperne. På den måde sikrer man i København, at alle slags kursister kan få et passende undervisningstilbud, hvilket naturligvis er både bedst for kursisterne og billigst for kommunen.

Det sidste, nye mantra

Alligevel er det nyeste mantra på landsplan, at dansk læres bedst på arbejdspladsen. Det er en generalisering, der virkelig vil noget. Men den er farlig, for den er til en vis grad rigtig for nogle, men samtidig i høj grad er forkert for andre. Her står vi altså efter 30 år med dansk for udlændinge, indvandrerundervisning, dansk som fremmed- og andetsprog osv., og ingen protesterer. Har vi overhovedet flyttet os ud af stedet? Men lad os bruge generaliseringen som anledning til at kigge på nogle af de mekanismer, der er på spil, når forskellige indvandrere lærer dansk:

Analfabeterne – realistisk set

Mht. spor 1-kursister må man først og fremmest være realistisk, dvs. tage udgangspunkt i de undervisningsmæssige og ressourcemæssige muligheder, der foreligger. Det er ikke realistisk at tro, at man kan lære analfabeter et godt dansk alene på skolebænken. Altså er de nødt til at komme ud i virkeligheden. Det betyder så, at de tilegner sig en masse dårlige vaner rent sprogligt, men de lærer alligevel betydelig mere, i hvert fald kvantitativt, end man i dag - eller endnu - kan lære dem kun på skolebænken.

De kortuddannede – hvad vil man?

For de kortuddannedes vedkommende (spor 2) er det igen et spørgsmål om, hvor højt man vil sigte, dvs. hvad ambitionsniveauet er. Hvor godt skal deres dansk, herunder deres udtale, være? Hvad vil underviseren, socialforvaltningen, politikerne have? Skal de bare i arbejde hurtigst muligt? Eller sat lidt på spidsen - hvad er det, man dømmer dem til? Jo længere man kan holde dem på skolebænken, dvs. jo bedre man kan få deres udtale og de grundlæggende sætningsstrukturer på plads, inden de bliver sluppet løs, desto mere vil det være et rigtigt dansk, de går ud og øver på arbejds- eller praktikpladsen, og desto bedre vil deres dansk blive på langt sigt. Kombinationen danskundervisning og aktivering kræver derfor nøje overvejelser i forhold til målet.

De dårlige vaner

Sagen er nemlig, at bordet fanger. Hver gang kursisten åbner munden, øver han enten noget rigtigt eller noget forkert. På arbejdspladsen bliver han ikke rettet, dvs. jo mere han snakker, desto fastere sætter de forkerte sprogvaner sig. Noget bliver bedre hen ad vejen, men mange dårlige sprogvaner sætter sig fast for altid. Og det sker hurtigere, jo mere sprogligt aktiv den pågældende er. Noget af dette kan man naturligvis arbejde med og prøve at neutralisere ved sideløbende undervisning, men det er stærke kræfter man er oppe imod - menneskets formidable evne til ubevidst indlæring via praksis. Vi kender det udmærket fra den daglige undervisning - mindst en tredjedel af vores undervisningsressourcer går med at prøve at fjerne eller forandre det forkerte, som kursisterne har lært eller lærer uden for skolen. Vanens magt er stor.

De veluddannede – en ressource

For de skolevante/veluddannede indvandreres vedkommende (spor 3, som i København udgør ca 40%) vil det være katastrofalt at sætte dem ud på en arbejdsplads, før de har fået såvel de grundlæggende sætningsstrukturer som udtalen virkelig godt på plads. Dette kan for spor 3-kursisternes vedkommende netop godt lade sig gøre på skolebænken. Derfor kan mantraet - den generalisering, at dansk læres bedst på arbejdspladsen - blive rigtig farligt for dem. At sætte dem tidligt ud på en arbejdsplads vil være direkte undergravende for deres mulighed for nogensinde at få et godt dansk. Og dermed undergrave deres muligheder - og det er vel trods alt dem, der har de bedste muligheder - for nogen sinde at blive ydende medlemmer af det danske samfund og fx være med til at bære de sociale udgifter.

Fortiden - et langt tilløb

Da behovet for danskundervisning tog fart for 30 år siden, var undervisningsverdenen hverken teoretisk eller praktisk rustet til opgaven. Pædagogikken forblev derfor i mange år derefter helt traditionel, selv efter at udtaleundervisningen havde vist sig at være problematisk. I stedet fortabte man sig i diskussioner om fx behaviourisme (det foretrukne spotte-objekt gennem de sidste 30 år) kontra mentalisme og i skiftende pædagogiske moderetninger og -begreber med meget lille relevans for den praktiske udtaleundervisning og dermed for danskundervisningens grundlæggende problemer. To emner herfra kom indirekte til at spille en afgørende rolle for udviklingen af danskundervisningen gennem de sidste 30 år: for det første behaviorismen, - en psykologisk retning eller skole med ret firkantede meninger om sprog og sprogindlæring - for det andet mantraet ”ansvar for egen læring”.

Berøringsangst

Med hensyn til behaviourismen (fx ”Sprog er et sæt af vaner!”) kastede man i den danske undervisningsverden barnet ud med badevandet. Man havde - og har sjovt nok stadig - så travlt med at latterliggøre denne ikke særlig elegante, psykologiske skole, som givetvis havde uret på mange måder, at man stort set overså vanedannelsens på godt og ondt helt centrale betydning for sprogindlæringen.

Til gengæld fik man så fast grund under de pædagogiske platfødder: hvis noget ikke var behaviouristisk, så måtte det være rigtigt. Især, hvis det kunne kaldes kommunikativ undervisning, for er kommunikation ikke det, det hele går ud på?-

Motivation er mange ting

Med hensyn til ”ansvar for egen læring” fik dette velklingende mantra lov til at skygge for vigtigheden af det centrale begreb: motivation. Dermed slap man for at gå seriøst ind og undersøge de faktorer, som fremmer eller modvirker motivationen, faktorer, som i allerhøjeste grad er underviserens og de andre led i undervisningssystemets eget ansvar. Motivation er en af de allervigtigste forudsætninger for undervisningens succes og dermed for en ordentlig udnyttelse af ressourcerne. Men i stedet for at sikre, at kursisterne er positivt motiverede, fokuserer politikerne i dag på kursisternes fraværstimer, og kommunen straffer de fraværende for deres mangel på motivation ved at trække i deres sociale ydelser.

Dermed trækkes hele danskundervisning ned på et niveau, hvor det handler om skyld og straf og sur pligt. Det er ikke motiverende. Og så kører den onde cirkel.

Det kommer!

Når udtaleundervisningen nu var så problematisk, fik det naturligvis også indflydelse på, hvordan man i undervisningen ude på sprogskolerne prioriterede de forskellige dansksproglige færdigheder. Man vægter ikke nødvendigvis det særlig højt - og slet ikke over for kursisterne - som man selv har svært ved at lære dem. Der udviklede sig derfor ret hurtigt en undervisningskultur, hvor det var legitimt at nedprioritere udtalen i forhold til de andre discipliner. Det hed sig så, at udtalen ikke var så vigtig, og at den i øvrigt nok skulle nok komme hen ad vejen - hvad den desværre sjældent gjorde. 

De betroede talenter

Alt dette havde måske set anderledes ud, hvis politikerne tidligt var blevet gjort opmærksom på opgavens alvor. Så kunne de have udvist rettidig omhu ved fx at få sammenhængen mellem danskkundskaber og integration grundigt undersøgt. Det kunne på et tidligt tidspunkt have givet danskundervisningen en helt anden status og ville have medført krav om - og dermed sikkert også muliggjort - helt andre resultater på udtaleområdet. Den integration, dvs. det harmoniske samfund, som også politikerne ønsker, forudsætter dog, at man i det mindste kan forstå hinanden. 

   Men politikerne blev ikke opmærksomme på opgavens alvor, så i stedet for en dybtgående undersøgelse af, hvad det egentlig var, man stod over for, forsøgte man sig igennem næsten 30 år - sideløbende med konstante besparelser og voksende klassekvotienter - med forskellige regier for danskundervisningen, lige fra hensyntagende specialundervisning til det amtsregi, som igennem en periode på 13 år frem til 1999 afskar i alt omkring 5000 veluddannede indvandrere fra Roskilde amt, Frederiksborg amt og Københavns amt fra at søge ind til danskundervisning på de specialiserede sprogskoler i Københavns centrum.

   Danskundervisningen blev betragtet som et nødvendigt onde, et problem, der skulle løses, men som forhåbentlig ville gå væk af sig selv. Den tanke, at indvandrerne også kunne repræsentere en ressource, der med den rette formuepleje - herunder en målrettet danskundervisning - kunne blive til voksende gavn for det danske samfund, dukkede op meget sent. 

   Vi skal helt frem til slutningen af halvfemserne med Integrationslov, Dansklov og en egentlig indvandrerlæreruddannelse, før danskundervisningen bliver taget rigtig alvorligt, også mht. tildeling af økonomiske ressourcer.

Fremtiden - det er nu

Udtaleundervisningen er det område inden for danskundervisningen, som stadig har både størst behov og størst mulighed for et mægtigt kvalitetsløft. Det forudsætter imidlertid, at der af kreative folk, der har fingrene nede i daglig undervisning, udvikles modeller og teknikker, som er enkle og anvendelige på hvert af de 3 spor. Dette er ikke skrivebordsarbejde. Det forudsætter også, at underviserne er villige - motiverede - til at tage nye modeller og teknikker til sig fordomsfrit, afprøve og videreudvikle dem. På et tidspunkt vil man givetvis kunne inddrage IT, fx til at teste kursisternes udtale via talegenkendelsesprogrammer, bare for at nævne et enkelt, muligt udviklingsprojekt. Den første og vigtigste forudsætning for et sådant kvalitetsløft er imidlertid, at alle involverede parter - politikerne, forvaltningerne, ledelsespersonalet på sprogcentrene, underviserne, indvandrerne samt flest muligt almindelige danskere - bliver klare over, hvorfor det er så vigtigt at lære godt dansk.

Levitra anmeldelser Det har blitt sagt mange gode ting, men ikke noe en gang de var hyggelig. Levitra vs Viagra gitt kampen startet, men bare kunne ikke bestemme.